3 ting jeg gerne ville have vidst, før min hund blev reaktiv

Forfattter: Elizabeth Aagaard

Allerede før min hund blev overfaldet som ni måneder gammel, viste hun tegn på reaktivitet – tegn, jeg desværre overså på grund af manglende viden. Selvom Trille i dag, 9 år senere, er mindre reaktiv efter systematisk træning af hendes frygt for fremmede hunde, påvirker det stadig vores daglige gåture. Derfor vil jeg gerne hjælpe dig med at forstå din hund bedre, så I undgår samme udfordringer

1. Vær opmærksom, hvis din hund viser mave ved synet af en anden hund

Da jeg desværre havde misforstået hvordan en hund skal socialiseres, lod jeg Trille hilse på alle hunde vi mødte på vores vej eller tog hende en tur ned i hundeparken. Det kunne hurtigt blive 5-10 hunde på en tur. I mødet med hver og en af disse hunde lagde hun sig altid på ryggen (deraf hendes navn Trille). Som så mange andre troede jeg fejlagtigt, at denne adfærd er tegn på “underdanighed“, altså at hunden aktivt viser, at den ikke er farlig.  

Studier af hundes adfærd og kropssprog har dog vist, at denne type adfærd er et stærkt tegn på usikkerhed og en kommunikation om, at hunden har brug for afstand¹. Det er ret højt på hundens stress skala.

I dag ville jeg ønske, jeg ikke havde hilst på alle hunde, men i stedet havde lært hende at gå forbi fremmede hunde uden at hilse. På denne måde, ville hun så ikke have fået opbygget en forventning og stress over at skulle interagere med alle hunde, der krydser vores vej.  

2. Stress og kortisol: Derfor har din hund brug for ro efter en svær oplevelse 

Når hunden udsættes for en traumatisk oplevelse, såsom et overfald, sætter det gang kroppens fight/flight-respons. Der frigives en masse kortisol, som har det evolutionære formål, at sikre individets overlevelse ved at gøre kroppen klar til at kæmpe eller flygte. En så kraftig påvirkning af nervesystemet vil efterlade kroppen mere sensitiv overfor sanseindtryk efterfølgende, hvorfor hunden vil være mere scannede og følsom generelt – også overfor ting den normalt ikke er bange for. Derfor er der brug for i hvert fald 14 dages ro, hvor hunden slet ikke møder andre hunde, og hvor der fokuseres på afstressende aktiviteter, for at prøve at sænke koncentrationen af kortisol, så kroppen kan komme i balance igen.  

Efter Trille blev overfaldet af en anden hund, tænkte jeg helt naturligt, at hun bare skulle ‘op på hesten igen’. Jeg tænkte, at så længe hun bare fik en masse gode oplevelser med andre hunde ville denne ene dårlig oplevelse hurtigt være glemt igen. Jeg var uvidende om, at selvom vi kun mødte venlige hunde efterfølgende, var det ubehageligt for hende grundet det høje niveau af kortisol i hendes krop og hendes usikkerhed overfor fremmede hunde. Dermed endte jeg faktisk med at gøre relationen til andre hunde endnu værre i stedet for at forbedre den.  

Havde det været i dag, efter 3 uddannelser indenfor hunde, og hvor min viden på området er meget dybere, havde jeg givet hende minimum 14 dages ro efter den dårlig oplevelse. Derefter ville jeg langsomt, systematisk og trygt introduceres hunde ind igen – hellere for forsigtigt end for hurtigt. Jeg ville droppe hundeparker, og kun holde mig til hendes faste, gode hundevenner.

3. Overvej om smerter kan være grund til reaktivitet

Hunde har en meget høj smertetærskel, så der skal rigtig meget til, før de viser tegn på smerter! Smerter kan være med til at skabe et højt stressniveau og en kortere lunte. Helt op mod 80% af hunde med adfærdsproblemer har smerter i en eller anden form. Særligt hvis din hund pludselig ændrer adfærd, eller adfærden forværres, er det altid en god idé at mistænke smerter! Kan din almindelige dyrlæge ikke finde noget, vil jeg altid anbefale at kontakte en specialiseret dyrlæge som f.eks. en ortopæd, hvis forståelse på områder kan være dybere. Jeg har haft overvældende mange adfærdsklienter, hvor en af årsagerne til problemadfærden har været smerter, og hvor årsagen først blev fundet, da hunden blev tjekket af en specialiseret dyrlæge.  

Trille havde som unghund svært ved at finde ro. På vores ture fór hun rundt, legede vildt med andre hunde og var generelt en myretue af energi. Ved de årlige tjek fandt dyrlægen aldrig noget bemærkelsesværdigt, så det kom som en stor overraskelse, da jeg i hendes andet leveår opdagede, at hun led af slem hoftedysplasi og gigt – en tilstand, der i høj grad bidrog til hendes stigende reaktivitet. Selv i dag, efter flere års genoptræning og smertelindring, kan jeg tydeligt mærke, at hendes reaktivitet øges, når vi nærmer os tidspunktet for den månedlige cartrophen-injektion.  

Kilder
Landsberg, G., Hunthausen, W., & Ackerman, L. (2013). Behavior Problems of the Dog and Cat. Elsevier.
Overall, K. (2013). Manual of Clinical Behavioral Medicine for Dogs and Cats. Elsevier.